Akutplanen for sundhedsvæsenet – aftalen der netop er indgået mellem Danske regioner og regeringen er bekymrende. Der skal naturligvis gøres noget her og nu, men der er også brug for en langsigtet, ambitiøs plan, hvis vi fortsat skal have et sundhedsvæsen, der fungerer.
I akutplanen er der lagt stor vægt på privathospitaler, der skal klare flere behandlinger, men der kommer ikke mere sundhedspersonale ved at sundhedsydelser sker I privat regi. Aftalen betyder at det skal undersøges om små privathospitaler kan varetage flere specialiserede behandlinger, selvom det går stik imod udviklingen de seneste årtier med mere centralisering af specialer på hospitalerne for netop at sikre kvaliteten.
- Regeringen giver med den ene hånd og tager med den anden hånd. Under valgkampen lovede regeringspartierne 2-3 mia. kr. pr. år til mere sundhed, nu er det blevet til ca. 1 mia. kr. pr. år, i 2023 og 2024. Det forlyder, at den midlertidige akuttakst til det private reduceres med 12% i 2023 og 10% i 2024, fordi der forventes en særlig høj privat aktivitet og der derfor skal gives ’rabat’. Hvad jo kun betyder at privathospitaler tidligere har tjent alt for meget på sundhedsydelser der kunne være lavet I det offentlige – fremadrettet vil de tjene lidt mindre.
- Der er i dag mangel på ressourcer til nødvendig forskning og udvikling, men nu opfordres regionerne til at inddrage ansatte der arbejder på disse områder til at varetage patientnære opgaver. Det er den forkerte vej at gå.
- I regeringsgrundlaget lægges der desuden op til 3 mia. kr. i besparelser på administrationen i regioner og kommuner – der peges ikke på hvilke unødvendige administrative funktioner det er der kan skæres væk.
- Tiltag som f.eks. bedre vagtplanlægning, deling af arbejdet mellem alle personalegrupper, bedre introforløb, ekstra honorar for ekstra arbejde, 72 timers behandlingsansvar osv., arbejdes der allerede med i regionen. Men det er godt, hvis der kommer ekstra penge til det. Det er også fint at styrke uddannelsen af anæstesisygeplejersker, undersøge mulighederne for udenlandsk arbejdskraft og mulighed for at ansætte flere efterlønnere.
Det vi i virkeligheden har brug for, er en langsigtet indsats for at styrke det offentlige sundhedsvæsen i såvel regioner som kommuner. Der er brug for at styrke alle sundhedsuddannelserne og sikre ensartede kvalitetsstandarder. Når arbejds- og lønforholdene er i orden, så bliver det lettere at fastholde og rekruttere sundhedsuddannede i det offentlige – på gode arbejdspladser.
Susanne Flydkjær
