Råstofindvinding kender ingen grænser i Nordjylland

Råstofindvinding kender ingen grænser i Nordjylland, hvor  et flertal i regionsrådet på sit møde sidst i november besluttede at et beskyttet område efter § 3 i naturbeskyttelsesloven skal udlægges som graveområde.

Denne gang er det Gøttrup Sø og ikke mindst borgerne i området det går ud over. Kun Enhedslisten og SF stemte imod.

Fremtiden bliver – når der forventeligt af samme flertal i regionsrådet – gives gravetilladelse til virksomheden Gøttrup Grusgrav, som har anmodet om at få området udlagt som graveområde – en dagligdag over sikkert ti år med larm og lastbilkørsel til gene for alle i området.

En fiskesø der lider døden  både under og efter råstofindvindingen.

Huse der i dag ligger skønt i natur- og sønært område bliver usælgelige.

Der er brug for råstofferne lyder det. Joh. Men nu er der en råstofplan som peger på graveområder der kan dække 12-20 års forbrug i Nordjylland – og kommende råstofplan 2020 er allerede godt igang –  hvorfor ikke behandle Gøttrup Sø området i en samlet plan, hvor der kan tages helhedssyn. Og så måske først tømme den aktive råstofindvinding der allerede er i nærområdet – hvor det ikke ødelægger naturbeskyttet område.

Desværre baserer råstofområdet i region nordjylland – af flertallet i regionsrådet -sig på det grundlag,  at såfremt der er en virksomhed der ønsker at grave – så er der et behov for råstoffet – hvorfor der skal gives tilladelse. Uden hensyn til natur mennesker og drikkevand, som taber kampen hver gang.

Uden tanke om at fremtiden byder på behov for genanvendelse – og “nye” byggematerialer – som træ.

Aktuelt pågår arbejdet med kommende råstofplan 2020. – vi vil  gerne opfordre alle til at være med i kampen for ikke hensynsløst at råstofinvinde, blot fordi man kan. Kæmp kampen for at der også for børn og børnebørn skal være noget i jorden, når grus og sand bliver en mangelvare – og træ og genanvendelse ikke helt slår til.

Hold øje med hvor graveområderne er og bliver lagt ud – og ikke mindst foreslå dem taget ud i den kommende plan – deltag i arbejdet og debatten om råstofplanen.

Af Lis Jensen og Susanne Flydtkjær
Regionsrådsmedlemmer for Enhedslisten