Glade meldinger om CO2-fangst var blot endnu en hockeystav, der ikke kom i sving. Fugle på taget der aldrig fandt en hånd at lande i, skriver regionsrådsmedlem Susanne Flydtkjær.
Armene kunne næsten ikke komme ned blandt landets politikere, da statens – og EU’s – køreplan for klimamilliarderne skulle flyde hen til CCUS – Carbon, Capture, Utilization and Storage.
Her var løsningen på klimaudfordringen. Først en række gode arbejdspladser i at fange CO2en, herefter masser af arbejdspladser i at lagre CO2en, og endnu bedre arbejdspladser i at nyttiggøre den og bruge den.
CO2en ville for alvor gå fra at være en udfordring, et problem, til at blive en ressource.
Det kunne ikke være bedre. Teknologien er (næsten) på plads, nu kan vi nå klimamålene, ja endda give resten af kloden løsninger på klimaudfordringerne, skabe grønne løsninger for resten af verden og ikke mindst arbejdspladser.
I TV2’s regionale tv-stationer har vi da også med lange måneders mellemrum set indslag fra forskellige steder i Danmark om etablering af en række små testanlæg, hvor glade universitetsfolk, grønne virksomheder, ingeniører og andet godtfolk med entusiasme berette om, at teknologien er der – eller som energistyrelsen betegner det: den velkendte klimateknologi er der – nu skal den lige skal afprøves i småskala, inden storskalaproduktionen sættes i gang.
Først var alle fortrøstningsfulde
Og det allerbedste: Vi behøver ikke at lave vores liv, adfærd, og produktion om. Vi kan fortsætte helt som før med CO2-udledninger, udledninger som i Danmark er i storskala. Det gør mange politikere fortrøstningsfulde. For ganske vist har alle kommuner lavet DK2020 -planer som skal sikre at Parisaftalens klimamål nås, men at implementere DK2020-planerne – det er en helt anden prioritering. Ikke en førsteprioritering i hvert fald.
Der er da heller ingen vej uden om CO2-fangst og lagring (CCS), når vi skal nå både danske og europæiske klimamål, lød det også fra Klimaministeriet i pressemeddelelsen, da der i 2023 blev indgået endnu en af mange klimaaftaler.
Bemærk hvordan ”U”et er forsvundet ud af CCUS, nu handler det alene om at få fanget og lagret CO2en, og ikke at nyttiggøre den til fx brændstof. Fra at være en ressource bliver CO2en igen et affaldsprodukt, hvor Danmark stiller lossepladserne til rådighed. Og vel at mærke ikke ufarlige lossepladser. CO2 er i koncentrerede mængder en ganske effektiv lugtfri gift – som er anvendt i stor stil i den hedengangne minkindustri til aflivning. Nå, en sidebemærkning.
Kun ganske enkelte af de partier, der var med i den seneste aftale, pegede i pressemeddelelsen på, at aftalen om CO2-fangst og lagring ikke måtte være en sovepude i forhold til at igangsætte initiativer, der kan reducere udledningen af CO2. Andre partier så helt anderledes på det.
Helt så nemt slipper vi ikke
Men hvornår kan vi så forvente, at pengene kommer ud at arbejde, nu både penge, rammevilkår og udmøntning er på plads gennem et hav af aftaler gennem de seneste 4-5 år?
Hvad er der så sket med de mange små testanlæg i småskala, som lige skulle køre et par tests inden der skulle køres storskala?
Ikke meget kan man konstatere, når man researcher lidt på, hvordan den, ifølge klimaministeren, velkendte klimateknologi rulles ud for skattekroner. Ja faktisk er der ingen gennembrud i forhold til at komme fra småskala i testanlæg til storskala, og stilheden herom er ganske påtrængende.
Endnu en hockeystav, der ikke er kommet i sving. Fugle på taget, der ligesom aldrig fandt en hånd at lande i.
Konsekvensen, ja den er så, at vi skal lægge vores liv, adfærd og produktion om. Heldigvis da.
